Bibliotekernes avancerede databrønd
Alle biblioteksdata i én database
At ensrette data fra mange forskellige kilder er en kompleks opgave – men netop denne udfordring er én af vores kernekompetencer. På vegne af landets biblioteker administrerer vi en omfattende databrønd, der integrerer data fra mange forskellige systemer og formater.
Databrønden indeholder information om et væld af biblioteksmaterialer, der benyttes dagligt af biblioteksbrugere som fritidslæsere og fagspecialister, forskere og studerende. Hovedfokus ligger på registrering af de fysiske materialer, som findes på bibliotekerne, men derudover omfatter databasen også millioner af registreringer af digitale ressourcer.
Ved at kvalitetssikre og harmonisere data fra en bred vifte af kilder sørger vi for, at bibliotekernes data præsenteres ensartet og brugervenligt, så brugerne nemt kan finde bøger, film, artikler og meget mere på bibliotekernes digitale tjenester.
Der er omkring 65 datakilder & 40 millioner poster i databrønden
Et mangfoldigt datalandskab
Det er en omfangsrig opgave. Bibliotekerne opererer med en enorm mængde data fra forskellige leverandører, systemer og kataloger, som alle leverer deres data i forskellige formater og strukturer.
I databrønden indlæser vi data fra omkring 65 forskellige datakilder, der spænder fra store internationale artikeldatabaser til mindre danske ressourcer, der er relevante for bibliotekernes brugere. Derudover registrerer vi selv bibliografiske data, og vi håndterer data registreret af de danske folke- og forskningsbiblioteker.
Databrønden rummer mere end 40 millioner bibliografiske poster, som samles, standardiseres og opdateres løbende. Hver måned indlæser vi omkring en million poster – en blanding af nye og opdaterede registreringer. De data, vi håndterer, kommer både i standardiserede formater som ONIX og MARC21, men vi formaterer også en lang række særlige dataformater til databrøndens egne formater.
Når vi optager en ny datakilde i databrønden, dykker vi dybt ned i dataformatet og vurderer og forbedrer kvaliteten af registreringerne. Vi udvælger, hvilke dataelementer der er relevante for bibliotekerne, og transformerer data til databrøndens strukturer. Det er et arbejde, der kræver en dyb forståelse af både dataindhold og brugernes behov, så de mest relevante og værdifulde data kan søges og vises i bibliotekernes søgefunktioner.
Sammenhænge udvider oplevelsen
Men data er ikke bare data, og data står ikke alene. De relaterer sig til hinanden og beriger hinanden. Det skaber en mere nuanceret søgeoplevelse.
Derfor er en central del af vores datamodellering at skabe meningsfulde relationer mellem materialerne, så brugerne får indblik i sammenhænge mellem forskellige værker og indhold. For eksempel kan vi vise, når en film er baseret på en bog, eller tilknytte en anmeldelse til et værk. På den måde kan brugerne nemt få overblik over relaterede materialer.
Samtidig beriger vi indholdet på bibliotekernes tjenester ved at tilføje nye søgemuligheder, der rækker ud over de oprindelige biblioteksdata. Vi tilføjer information, som ikke nødvendigvis er en del af den oprindelige registrering, men som er værdifuld for brugerne. For eksempel gør vi det muligt for brugerne at søge efter fiktive karakterer, som for eksempel Sherlock Holmes selvom hans navn ikke nødvendigvis optræder i de oprindelige data. Det skaber en mere intuitiv søgeoplevelse for brugerne, så de kan finde og udforske materialer på tværs af forskellige temaer og sammenhænge.
Når indholdet i en datakilde indeholder links, der giver adgang til digitale tekster, film eller lyd, sørger vi desuden for, at brugerne kan få direkte adgang til indhold, som deres bibliotek har købt adgang til, ved hjælp af generiske links, der tager højde for brugernes låner-ID og bibliotekstilknytning.
Et fremtidssikret bibliotekstilbud
Vores arbejde i databrønden giver bibliotekerne mulighed for at tilbyde ensartede og tilgængelige data på tværs af deres tjenester.
Det løfter ikke kun biblioteksbrugernes oplevelse, men reducerer også vedligeholdelsesomkostninger og øger effektiviteten i de biblioteksfaglige arbejdsgange.
Ensartede data gør det nemmere for bibliotekerne at tilpasse sig nye behov og udvikle innovative løsninger, der udnytter data bedst muligt og fremtidssikrer bibliotekernes tilbud.