En biblioteksinfrastruktur i verdensklasse
Forbinder landets biblioteker
40 millioner bibliografiske poster i databasen, 26 millioner søgninger om ugen, 1 million daglige transaktioner.
Bibliotekernes infrastruktur er enorm, og den dækker hele landet og mere til. Det er en unik infrastruktur, som binder alle landets biblioteker sammen, så biblioteksbrugere kan låne materialer på tværs af både kommunegrænser og bibliotekstyper. De kan sågar låne materialer fra udlandet. Og det eneste, de behøver, er et bibliotekslogin.
Fra folkebibliotek til universitetsbibliotek
Infrastrukturen er bibliotekernes tekniske fundament og danner rygraden for alle kommunale, regionale og nationale biblioteksfunktioner. Den understøtter det omfattende økosystem af data, systemer og tjenester, der gør bibliotekerne til uundværlige videns- og kulturinstitutioner.
Hver eneste dag bringer bibliotekerne viden, læring og kulturelle oplevelser tættere på brugerne, og infrastrukturen er den digitale grundsten, der gør det muligt at søge, finde og låne materialer på tværs af bibliotekernes mange platforme.
Infrastrukturens store rækkevidde omfatter folkebibliotekerne i alle 98 kommuner, over 1.200 skolebiblioteker, næsten 100 biblioteker på ungdomsuddannelserne samt seks Centre for Undervisningsmidler. Hertil kommer en række specialbiblioteker som forsknings- og universitetsbiblioteker, hospitalsbiblioteker og private biblioteker.
Infrastrukturen bruges direkte af bibliotekerne i det fælles bibliotekssystem, FBS, på Bibliotek.dk og på bibliotekernes lokale hjemmesider og i tjenester som eReolen og Biblioteket-appen. Den er motoren, der binder det danske biblioteksunivers sammen og bringer viden og kultur ud til hele samfundet.
En million daglige handlinger
Infrastrukturen giver bibliotekerne og brugerne adgang til både data og værdiskabende funktionalitet.
Den omfattende database kaldet databrønden indeholder oplysninger om alle materialer, der findes på bibliotekerne – både fysiske og digitale. Det løber op i mere end 40 millioner bibliografiske poster, som dækker mere end 57 millioner fysiske materialer på bibliotekernes hylder og millioner af digitale materialer fra 65 online kilder.
Materialer, som infrastrukturen hele døgnet rundt holder styr på i forhold til placering, tilgængelig og meget mere. Hver dag foretager bibliotekarer og brugere mere end 3,5 million søgninger efter materiale på bibliotekernes digitale platforme ved hjælp af infrastrukturens søgefunktionalitet. Derudover finder et væld af reserveringer, lån og afleveringer sted. Det afspejler sig i mere end 1 million daglige opdateringer af beholdningen i databasen, så bibliotekerne kan holde styr på materialerne. Med peak-aktiviteter på op til 25 opdateringer pr. sekund vidner det om en omfangsrig brug og efterspørgsel på bibliotekernes services.
På den måde spiller infrastrukturen en afgørende rolle i at sikre en effektiv og smidig adgang til bibliotekernes omfattende ressourcer og understøtter derved bibliotekernes unikke lånesamarbejde, så biblioteksbrugerne kan låne materialer på tværs af kommunegrænser og bibliotekstyper.
40 mio. bibliografiske poster
3,5 mio. daglige søgninger
1 mio. daglige opdateringer
Rustet til at møde fremtidens behov
Bibliotekernes infrastruktur er vidtrækkende. Men måske vigtigst af alt er den let tilgængelig for landets biblioteker, robust og fremtidssikret. Det er afgørende i en verden, hvor den teknologiske udvikling går stærk og konstant byder på både nye muligheder og nye udfordringer.
Med et ensartet og fleksibelt API kan bibliotekernes systemer og tjenester let implementere både data og funktionalitet fra infrastrukturen.
Derudover investerer vi løbende i hardware og software, opdaterer datamodeller og videreudvikler infrastrukturen, så den er skalerbar og også passer til brugernes behov i morgen.