Nye PR-videoer om Bibliotek.dk
I januar 2024 fik Bibliotek.dk nyt design, og brugerne har taget utrolig godt imod det.
’Tak for alle de fine funktioner. Det er en fornøjelse at bruge den. Mange hilsner fra en fan’ skriver en bruger.
Men vi vil selvfølgelig gerne sprede budskabet, så endnu flere får glæde og gavn af Bibliotek.dk.
Derfor har vi produceret syv korte videoer, som skal synliggøre sitet for bibliotekernes brugere. Hver video varer ca. 30 sekunder, og vi forventer, at der kommer yderligere to videoer i løbet af foråret.
Alle biblioteker kan frit anvende videoerne i deres formidling af Bibliotek.dk og bibliotekets tilbud generelt – både på de sociale medier, hjemmesider og i biblioteksrummet.
Videoerne er bestilt af KOMBIT og vil i løbet af 2024 i øvrigt køre som annoncer på forskellige sociale medier. Videoerne er produceret af Homey Media.
Nye funktioner på Bibliotek.dk
Med det nye Bibliotek.dk har landets biblioteksbrugere fået endnu nemmere adgang til bibliotekernes fysiske og digitale indhold. Det nye site har desuden fokus på at give brugerne mere inspirerende indhold.
Blandt de mange nye funktioner på Bibliotek.dk kan nævnes:
- Værksider
- Simpel og avanceret søgning
- Sider for serier og universer
- Inspirationsbånd
- Huskeliste
- Enklere login
- Udpluk af bibliotekernes arrangementer